Tilbage

Hverdags blues

Du står der, vasker op og vugger til en melodi
lidt træt og lidt forpjusket, men du gir’ hvad du kan gi'.
Du holder liv i dagligdagen, gør det med et smil.
Og når du så er færdig, står du foran mig med stil.

Så blir jeg stolt og skifter til vort fælles eventyr,
hvor al moral forsvinder, og jeg blir et lækkert dyr.
Kom her min tøs, jeg ta'r dig med på paradisets vej,
hvor alle pligter viger, og hvor livet er en leg.

Så ser jeg dig i øjnene og bliver ganske blød,
så kysser vi hinanden, og så sir vi: Du er sød.
Jeg elsker dig; de ord er nok, de varmer og gir ro.
Så føler jeg, at det for altid bar' skal vær' os to.

Så går vi os en tur og ser, at månen skinner klart.
Vi slentrer hånd i hånd og synes bare, det er rart.
Vi standser op og holder om hinanden for en stund
og mærker aftenduften, inden vi skal hjem og blund.

Det er så smukt at følges ad og mærke hjertets glød.
Og når du snakker, syns jeg altid, at du er så sød.
Jeg glædes over livet med dig, selvom intet sker,
når bare vi er sammen; jeg behøver intet mer’.


Udprint med becifring